Niels Søndergaard - Page 2

Mastodonterne er kendt for deres storslaede opsaetninger og heller ikke denne gang med Askepot skuffer de. De kan bade levere sma intime scener og de stort anlagte scener og begge dele klarer de til ug.

Det startede som en bog, siden kom en film, som blev en mega succes og nu er det altsa blevet til en musical, som er en kaempe 90er fest anfort af Innocent blood der for fuld skrue spiller det ene hit efter det andet. Der er selvfolgelig tale om Kaerlighed ved forste hik The musical. Sofie Lassen Kahlke og Robert Hansen er igen trukket i tojet og spiller rollerne som Anja og Victor der igen fristes man til at sige oplever knas i parforholdet. De er begge naesten blevet 40 ar og har brug for en pause fra hinanden. De (er) begge sode i rollerne, men det er lidt, som om tiden er lobet fra dem og det der virkede for dem i filmen holder ikke laengere fra scenen, sa det bliver lidt en tam oplevelse, nar de er pa og det er lidt synd, for de kaemper en brav kamp for at holde tempoet oppe, men som sagt sa virker det ikke. Hvis man skal kigge pa noget, der til gengaeld holder 100 %, sa er det de to unge, som spiller rollerne som den unge udgave af Anja og Victor. Anna Clara Sachs Leschly spiller rollen som Anja med en sodme og en indlevelse, som gor, at man godt kan forsta, at Victor bare ma have fat i hende. Hun formar at skifte mellem at vaere en fjollet teenager det ene ojeblik for sa at skifte til en fornuftig ung kvinde det naeste. Nicolai Jensen formar at charmere alle med sin kejtethed og sin store fantastiske sangstemme, der vaelter hele salen bagover, nar han forst abner munden, det er helt klart de to, der redder forestillingen fra ikke at blive en tynd kop te. En anden som bor fremhaeves er Christian Mosbaek, for selv om han har en ganske lille rolle, sa formar han at braende igennem pa scenen og man nyder de stunder, hvor han udfolder sig pa scenen. Hvis man er til god 90er musik, vil man helt sikkert blive underholdt af denne musical, men er man til den fede historie, ma man desvaerre kigge lidt langt efter den.

velsmurt Andrew Lloyd Webber maskine har ramt det ny teater i Kobenhavn. Det ny teater er som skabt til at spille The phantom of the opera og allerede nar man gar ind i det gamle teater, kommer man i den helt rette stemning. Og alt er som det plejer at vaere, fristes man til at sige, hvad angar musik og scenografi, nar man taler om The phantom of the opera. Tomas Ambt Kofod spiller rollen som fantomet og det gor han med sadan en indlevelse og stemme der gor, at man bare bliver tryllebundet, nar han er pa scenen. Han har rollen i sin hule hand og han formar at spille den, sa man far rigtig ondt af fantomet og godt kan se at der gemmer sig et menneske, man bare far lyst til at passe pa. I rollen som Christine Daae ses Sibylle Glosted, hun spiller rollen med en sodme, der gor, at man til tider far lyst til at ruske hende og rabe vagn nu op. Sibylle har en helt fantastisk stemme og hun leverer klokkeklart de mange hits fra musicalen. Hvis man skal puttet lidt malurt i baergeret, ma det vaere de steder, hvor der er flerstemmig sang, for her bliver det til tider fuldstendigt umuligt, at horer hvad der bliver sunget fra scenen. Er ikke helt klar over om dette skyldes et teknisk problem, eller om det simpelthen er fordi, at nogle af spillerne har staerkere stemmer end andre, men dette er med til at den del af en ellers fed oplevelse ryger lidt og det er en skam, nar det ellers fungerer sa godt. Man kan ikke andet end blivetryllebundet af den fantastisk scenografi og de storslaede kostumer. Her er kaelet for detaljen og scenografen bliver ved med at imponerer og den viser hvad rigtig teater magi er. Drom dig vaek et par timer og tag med til operaen i Paris et par timer du vil ikke fortryde det.

Mange kender nok filmen Misery, nu har den faet nyt liv pa scenen pa Teater Republique. Det er Lise Baastrup, det spiller rollen som Annie Wilkes og det gor hun med sadan en overbevisning, at det far harene i nakken til at rejse sig. Lise formar at ga fra at spille den sode og omsorgsfulde sygeplejske til at spille sindssyg fan pa et split sekundet og det gor, at man som publikum aldrig er helt sikker pa, hvor man har hende og det gor det til den fed oplevelse at se pa. Mads M. Nielsen spiller rollen som den succesrige forfatter Poul Sheldon. Det virker lidt som om, at Mads ikke formar at komme helt op pa Lise`s niveau rent spille messigt og det gjorde, at jeg undervejs i stykket blev ret sa irriteret pa Poul og bare taenkte nu tager du dig sammen. Scenografien er lagt i haenderne pa Benjamin la Cour og han har formaet at skabe et godt og klaustofobisk rum, som gor, at man bliver draget helt ind i rummet. Jeg havde nok habet pa, at stykket havde vaeret mere skraemmende og uhyggeligt men dette synes jeg ikke helt, de formar og dette er en skam, for det ville have vaeret med til, at stykket blev lidt bedre. Hvis man er Stephen King fan, vil jeg helt klart anbefale, at man ligger vejen forbi teater Republique.

Der er domt studiestart og sandheder pa Edison i det nyskrevede stykke rusturen. 6 unge skuespillere og en simpel scenografi er alt, hvad der skal til for at udfolde denne fortaelling. Scenografien virker helt fantastisk og den bliver brugt til fulde og sammen med lyset, er den med til at skabe billeder og rum uden at det kraever det helt store. Skuespillerne tager os med pa en tur, som mindre lidt om rutsjebanen i Tivoli. Det ene ojeblik griner man for derefter med 110 i timen at styrte mod afgrunden, nar de unge fortaeller deres historie den ene mere gruopvaekkende end den anden. Alle skuespillere har faet skabt nogle karakterer, som man tror pa lige fra den lidt for kaekke fyr til den meget stille pige som ikke gor meget vaesen af sig. Alle formar de at komme ud over scenen og selv ham, man synes er det dumme svin, far man medlidenhed med. Historien glider let og for man far set sig om, er der naesten gaet 2 timer, hvor man har vaeret hele folelsesregisteret igennem. Hvis man skal putte lidt malurt i baegeret, ma det vaere, at slutningen er lidt for sogt og den giver os som publikum ikke muligheden for at taenke selv og drage vores egne konklusioner og det synes jeg er rigtig synd for et ellers velskrevet og velspillet stykke. Det er helt klart et stykke, jeg vil Anbefale, at man gar ind og ser for os der er lidt aeldre ville kunne laerer lidt om, hvad ungdommen gar og tumler med og ungdommen ville helt klart kunne genkende sig selv.